DigiRehab i unikt samarbejde med Public Intelligence
 

DigiRehab indgår fra efteråret i et nyt og spændende samarbejdskoncept hos den anerkendte konsulentvirksomhed Public Intelligence. Konceptet skal gøre det lettere for kommunerne at finde de velfærdsteknologiske produkter, der kan skabe dokumenteret gevinst på kort sigt.

Public Intelligence har i en årrække rådgivet kommuner og hospitaler om valg og implementering af velfærdsteknologi. Konsulentvirksomheden har nu styrket sit fokus med det nye samarbejdskoncept, hvor 10 nøje udvalgte velfærdsteknologiske produkter skal indgå, heriblandt altså DigiRehab.

”DigiRehab svarer nøje til de behov, kommunerne har for at effektivisere og skabe råderum til at opretholde serviceniveauet hos de ældre. Samtidig kommer DigiRehab med en både forebyggende og innovativ løsning. Derfor er DigiRehab en oplagt aktør i dette nye koncept,” siger direktør og partner i Public Intelligence, Britt Sørensen.

Public Intelligence vil blandt andet arrangere inspirationsdage, hvor kommunale beslutningstagere får mulighed for at diskutere behov og løsninger med samarbejdspartnerne i konceptet. Derudover vil de kunne få demonstreret de udvalgte produkter på en måde, der gør det synligt og håndgribeligt, hvordan de digitale tjenester kan skabe konkret værdi i hverdagen – både for borgeren og den enkelte medarbejder.

”Vi er glade for og stolte over at være med til dette samarbejde. Vi betragter det som endnu en vigtig blåstempling af DigiRehab. Vi er samtidig sikre på, at Public Intelligences ekspertise vil kunne bidrage til at skabe forståelse for DigiRehabs store potentiale i kommunerne”, siger direktør for DigiRehab, Niels Heuer.