Om webinaret

Fald blandt ældre bliver ofte først et tema, når skaden er sket. Men fald er sjældent tilfældige – de er typisk forudsigelige, og tegnene viser sig længe før. I webinaret går vi sammen med Teton om at vise, hvordan data, screening og målrettet træning kan bruges til at forebygge fald i praksis.

Se webinaret

Fald som indikator for skrøbelighed

Faldulykker registreres som utilsigtede hændelser, men de er også forudsigelige hændelser. Vi viser, hvordan faldrisiko hænger tæt sammen med borgerens skrøbelighed målt på Clinical Frailty Scale (CFS) – en skala fra 1 (meget veltrænet) til 9 (terminalt syg).

  • Robuste borgere (CFS 1–3) har lav risiko ved dagligdags aktiviteter.
  • Præ-skrøbelige borgere (CFS 4–5) har en markant højere risiko for fald (odds ratio 2,3 sammenlignet med robuste borgere).
  • Skrøbelige borgere (CFS 6–9) har den højeste risiko (odds ratio 5,4 sammenlignet med robuste borgere).

Data fra Næstved Kommune (DOBS – Data Om Borgernes Sundhed) viser samtidig, at borgere med en hoftenær fraktur ofte har fået gradvist mere kommunal hjælp – fx praktisk hjælp og personlig hygiejne – i perioden op til faldet. Faldrisikoen er med andre ord det gode ældrelivs kanariefugl: et tidligt signal, vi kan handle på.

Anatomien af 2.000 fald

Teton har analyseret mere end 2.000 fald fra Danmark, USA, Storbritannien og Schweiz for at forstå, hvordan og hvornår fald faktisk sker. Tre fund går igen:

  • Det er at rejse sig, der er risikoen. 61 % af faldene skete inden for 90 sekunder efter, at borgeren havde forladt eller var vendt tilbage til sengen.
  • Stilstand er ikke sikkerhed. Efter 60 minutters stilstand er risikoen ved næste forflytning 2,4 gange højere – efter fire timer 3,8 gange højere.
  • Fald samler sig om natten, hvor bemandingen er mindst. Mellem kl. 00 og 06 er risikoen for, at et positionsskift ender i et fald, 63 % højere end om eftermiddagen.

Den bedste indikator for fald er i øvrigt… fald: Beboere, der er faldet inden for de sidste tre måneder, har fem gange så stor risiko for at falde igen inden for 30 dage.

Fra data til handling

I webinaret viser vi, hvordan Tetons data og vores træning kan arbejde sammen i fire trin – fra en borger bliver opdaget som faldtruet, til man kan se, om træningen har virket:

  1. Identifikation af risikoborgere – adfærdsændringer, søvn, mobilitet og ganghastighed giver tidlige signaler.
  2. Faglig vurdering – konkrete data gør det lettere at finde de borgere, der har brug for en indsats nu.
  3. Iværksættelse af træning – målrettet, digitalt understøttet træning i tide.
  4. Opfølgning og fremskridt – løbende dokumentation af, om indsatsen virker.

Resultaterne fra vores screeninger viser, at 76 % af borgerne har fastholdt eller forbedret deres fysiske formåen, og at 74 % har fastholdt eller reduceret deres behov for hjælp.

Hent præsentationerne fra webinaret

Vil du dykke ned i tallene og cases? Udfyld formularen herunder, så sender vi dig både vores og Tetons præsentation fra webinaret på mail.

← Tilbage til alle indsigter