Erfaringer fra Holland viser, at det første spørgsmål, vi stiller borgeren, kan få betydning for både selvhjulpenhed og ressourceforbrug. Det giver anledning til eftertanke i den danske hjemmepleje.

Når en ældre borger får brug for hjemmepleje, begynder samtalen ofte med spørgsmålet: Hvad har du brug for hjælp til?

Det er et oplagt og velment spørgsmål – men ikke nødvendigvis det bedste. For når samtalen tager udgangspunkt i behovet for hjælp, risikerer det at blive styrende for indsatsen.

Hvad sker der, hvis vi i stedet spørger: Hvad vil du gerne kunne klare selv igen?

Måske vil borgeren gerne kunne gå på trapper, klare badet eller selv gå ud i haven. Aktiviteter, som med den rette træning kan blive mulige igen, selv om funktionsevnen er svækket.

Netop den tilgang er omdrejningspunktet i en artikel fra den britiske brancheorganisation Homecare Association, der med erfaringer fra flere lande undersøger, hvordan den første samtale kan påvirke borgerens efterfølgende plejebehov.

Erfaringer fra Holland: Fra hjælp til selvhjulpenhed

I Danmark har rehabilitering været en del af lovgivningen på ældreområdet siden 2015. I Holland er hjemmeplejen organiseret og finansieret anderledes, og der har ikke været et tilsvarende lovkrav om rehabiliteringsforløb. Her har DigiRehab arbejdet med at indføre systematisk træning og styrke den rehabiliterende tilgang i hjemmeplejen.

Hos en stor hollandsk plejeorganisation, som hjælper mere end 10.000 borgere årligt, blev resultaterne undersøgt blandt 121 borgere, der havde gennemført et 12-ugers træningsforløb med DigiRehab. I året inden træningen havde 82 procent af borgerne et stigende behov for hjælp. I de 52 uger efter træningens start modtog borgerne i gennemsnit 25 timers mindre pleje. Sammenholdt med udviklingen før træningen svarer det til en forskel på 78 timers pleje pr. borger.

Resultaterne peger på, at systematisk træning også i Holland kan bidrage til at reducere plejebehovet. Men erfaringerne viste samtidig, at det kræver ændringer i den daglige praksis at realisere potentialet.

Den sværeste forandring handler om vaner og forventninger

Selve træningsmetoden var forholdsvis enkel at overføre til Holland. Den større udfordring var at gøre den rehabiliterende tankegang til en del af medarbejdernes og borgernes hverdag. Når en borger mister funktionsevne, er det naturligt at bede om hjælp, og medarbejderne er vant til at imødekomme behovet. At få øje på de funktioner, borgeren kan genvinde, kræver derfor en bevidst indsats.

Her viste erfaringerne, at borgerens egne mål havde stor betydning. For de færreste er det motiverende at forbedre en fysisk testscore. Ønsket om igen at kunne gå til købmanden, komme op ad sin egen trappe eller passe haven kan derimod være en stærk drivkraft.

Når træningen tager udgangspunkt i borgerens egne mål, bliver formålet konkret og meningsfuldt. Det stiller samtidig krav til medarbejdernes faglige blik, organiseringen og den løbende opfølgning.

I Danmark har vi lovgivningen. Men får vi effekten?

Med ældreloven er den rehabiliterende tilgang en integreret del af helhedsplejen. Forebyggelse, rehabilitering og vedligeholdelse af funktionsevnen skal tænkes sammen med den hjælp og omsorg, borgeren modtager.

I danske kommuner er rehabilitering allerede en naturlig del af arbejdet i hjemmeplejen. Erfaringerne fra Holland understreger imidlertid betydningen af at arbejde systematisk med både borgerens mål, den konkrete træningsindsats og opfølgningen på resultaterne.

Det billede genkender vi fra Danmark. På baggrund af mere end 25.000 træningsforløb, som DigiRehab har understøttet, er erfaringen, at plejebehovet uden træning kan stige med omkring 65 timer i løbet af de første 12 måneder, efter at borgeren er begyndt at modtage hjemmepleje. Med systematisk træning ses der derimod en gennemsnitlig reduktion på omkring 24 timer i samme periode.

Erfaringerne understreger potentialet i at arbejde målrettet med træning og følge udviklingen i borgernes funktionsevne og behov for hjælp. For selv om rehabilitering er en del af den daglige praksis, kan der være forskel på, hvor systematisk borgernes potentiale bliver afdækket, hvordan træningen tilrettelægges, og hvordan effekten dokumenteres.

Det første spørgsmål kan sætte retningen

Erfaringerne fra Holland viser, at systematisk træning og en rehabiliterende tilgang kan skabe resultater under forskellige rammevilkår.

I Danmark har vi allerede lovgivningen, metoderne og erfaringerne. Opgaven er at sikre, at mulighederne bliver brugt i hverdagen, og at vi følger op på, hvad indsatsen betyder for borgernes funktionsevne og behov for hjælp.

Det begynder blandt andet med spørgsmålet: Hvad vil du gerne kunne klare selv igen? Svaret kan være med til at sætte retningen for et forløb, der styrker borgerens selvhjulpenhed og reducerer behovet for plejeressourcer.

Hvordan arbejder I med at omsætte rehabilitering til målbare resultater? Hos DigiRehab deler vi gerne erfaringer fra Danmark og Holland og viser, hvordan systematisk træning og opfølgning på data kan bidrage til at reducere plejebehovet og frigøre kapacitet i hjemmeplejen. Kontakt DigiRehab

Artiklen tager afsæt i “The most expensive question in homecare” af Arend Roos og Dr. Robert Stewart, publiceret hos Homecare Association den 3. november 2026.